De deltagere i Wannsee konferencen

Bühler var permanent stedfortræder for guvernør Hans Frank fra juni 1941, og havde i denne position medansvar for alle forbrydelser begået mod den polske befolkning, og for folkedrabet mod jøderne i Polen. På Wannsee konferencen opfordrede han Heydrich til at begynde den Endelige Løsning i Generalgouvernementet, hvor, som han sagde, der ”ikke var nogen transportproblemer.” Ydermere understregede Bühler, at han ønskede ”en hurtig løsning på jødeproblemet i dette område.” I 1942 deltog Bühler i forberedelserne til de tyske bosættelser nær Lublin, og i bortførelsen af polakker til tvangsarbejde i Tyskland.

Født i Waldsee (Württemberg), søn af en bager. Katolsk familie. Studentereksamen. Jurastudium. Dr. jur. 1932. Medlem af nazipartiet (NSDAP) 1933. Som distriktsanklager blev han sekretariatschef for minister uden portefølje, Hans Frank. I december 1939, chef for Generalgouvernørens kontor i Krakow, og i marts 1940 departementschef. Forsvarets vidne i processen mod Hans Frank ved det Internationale Militærtribunal i Nürnberg, derefter udleveret til Polen. Dødsdømt i Krakow i juli 1948, og henrettet.

Eichmann spillede, som organisator af deportationerne, en ledende rolle i udslettelsen af de europæiske jøder. Efter at have været aktiv siden oktober, 1934, i sektion III/112 (”Jøder”) under sikkerhedstjenestens hovedkontor i Berlin, beskæftigede han sig med de eksisterende muligheder for at drive jøderne ud af Tyskland. Efter annektionen af Østrig og besættelsen af Böhmen og Mähren i 1938/39, stod Eichmann i spidsen for ”centralerne for jødisk emmigration” i Wien og Prag. I oktober 1939 deltog han i planen for et ”jødisk reservat” i Nisko, ved San-floden (Polen). Fra december 1939 og frem arbejdede han som konsulent i RSHA’s sektion IVD4 (”Emmigration og udvisning”). I marts 1941 blev han chef for sektion IV B 4 (”jødiske affærer og udvisninger”). Han forestod arbejdet med at skrive Wannsee-protokollen. Fra oktober 1941 til 1944 ledede hans kontor koordineringen af transporter, og tog beslutningerne om, hvor mange jøder, der skulle med hver transport. Fra marts 1944 var han som leder af Specialafdeling Eichmann (Sonderkommando Eichmann) i Budapest, ansvarlig for tvangsdeportationen af 437.000 jøder til Auschwitz og andre koncentrations- og udryddelseslejre.

Født i Solingen som søn af en bogholder. Studentereksamen, ufuldendt uddannelse som ingenør, derefter i handelslære. Fra 1925-1933 arbejdede han som sælger og i rejsebranchen i Wien. Medlem af nazipartiet (NSDAP) og SS i april 1932, og flyttede til Tyskland i august 1933. Fra 1934 i sikkerhedstjenesten; fra 1939 i RSHA. I begyndelsen af maj, 1945, blev han, udklædt som menig i luftvåbnet, arresteret, men det lykkedes ham at undslippe. Han arbejdede derefter som skovarbejder nær Celle. I 1950 flygtede han via Østrig til Italien, og derfra til Argentina, hvor han levede i Buenos Aires. Bortført af medlemmer af den israelske sikkerhedstjeneste i maj 1960. Dødsdømt i Jerusalem i december, 1961, og henrettet den 31. maj, 1962.

Ved Wannsee konferencen repræsenterede Freisler ministeriet, som siden gennemførelsen af Nurnberglovene havde arbejdet med den juridiske side af jødeforfølgelserne. Freisler blev betragtet som en ”garant for nationalsocialistiske anskuelser”. I august 1942 blev Freisler udnævnt til Præsident for Folkedomstolen (Volksgerichtshof). I denne position dømte han og andre medlemmer af domstolen tusinder til døden.

Født i Celle, søn af en ingenør. Reformerret protestantisk hjem. Studentereksamen i Aachen, 1912. Jurastudier ved universitetet i Kiel. I militærtjeneste som officerskadet august 1914, derefter sekondløjtnant. Russisk krigsfange fra oktober 1915 til 1920. Fortsat jurastudium ved universitetet i Jena. Dr. jur. 1922, og fra 1924 advokat i Kassel og medlem af byrådet for Völkisch-Sozialen Block. Medlem af nazipartiet (NSDAP) fra juli 1925. Medlem af den prøjsiske Rigsdag. Departementschef fra juni 1933 i det prøjsiske justitsministerium, medlem af det prøjsiske statsråd, og i oktober 1933 departementschef i det nysammenlagte Rigs- og prøjsiske justitsministerium. Der var han først og fremmest ansvarlig for personalespørgsmål, strafferet, og fuldbyrdelse af domme. Dræbt i Berlin under et luftangreb, 3. februar 1945.

Fra 1938 var Heydrich en nøglefigur i fordrivelsen og udryddelsen af de europæiske jøder. Efter annekteringen af Østrig havde sikkerhedstjenesten forestået organiseringen af tvangsemmigrationen. Efter novemberpogromen i 1938 lod Heydrich 26.000 jøder arrestere og fængsle i koncentrationslejre. Da krigen brød ud 1. september 1939, beordrede Heydrich ghettoisering af alle jøder, og etablering af jøderåd i alle jødiske samfund i Polen. Efter angrebet på Sovjetunionen beordrede han indledningsvis de ”særlige enheder” (Einsatzgruppen) til at henrette kommunistiske funktionærer og jøder i den tjenstdygtige alder. De ”særlige enheder” fik snart ordre til at begynde det systematiske massemord på den samlede jødiske befolkning i de erobrede, sovjetiske territorier. Efter at have modtaget et memorandum underskrevet af Göring, den 31. juli, 1941, som autoriserede ham til at udføre ”den endelige løsning af det jødiske spørgsmål”, lagde Heydrich planer for udslettelsen af 11 millioner europæiske jøder.

Født i Halle/Saale, søn af en komponist og leder af et musikkonservatorium. Katolsk gymnasium. Kæmpede i et frikorps i 1920. I den tyske krigsflåde 1922, og afskediget i unåde som premierløjtnant 1931 på grund af et brudt ægteskabsløfte.Medlem af nazipartiet og SS i 1931. I juli 1932 betroede Himmler ham organiseringen og ledelsen af sikkerhedstjenesten (SD). Chef for det politiske politi i Bajern april 1933, og chef for det hemmelige statspolitis kontor i Berlin, 1934. I juni 1936 blev han chef for sikkerhedspolitiet, og i september 1939 chef for Hovedkontoret for Rigets Sikkerhed (Reichssicherheitshauptamt – RSHA). Den 27. maj, 1942, udførte tjekkiske modstandsfolk et drabsforsøg mod ham i Prag, der førte til hans død den 4. juni, 1942.

Hofmann havde en ledende position fra 1940 til 1943 i de forskellige germaniseringspolitikker i Polen og Sovjetunionen. Han var ansvarlig for ”racemæssig afprøvning”, som medførte, at forskellige etniske grupper blev fordrevet fra deres land, og erstattet med tyskere fra forskellige lande; for bortførelsen af polske børn til Tyskland; og for SS’ genealogiske preservation (SS-Sippenpflege). På Wannsee konferencen forlangte Hofmann indtrængende, at folk af ”blandingsrace” (Mischlinge) skulle steriliseres.

Født i Innsbruck, søn af en forretningsmand. Studentereksamen. Meldte sig frivilligt til militæret i august 1914, og forfremmet til sekondløjtnant i marts 1917. I juni 1917 blev han russisk krigsfange, men flygtede tilbage til Tyskland, hvor han blev uddannet til pilot. Hjemsendt 1919. Fra 1920 til 1925 arbejdede han som vingrossist, derefter som selvstændig vinsælger. Medlem af NSDAP 1923, af SS i april 1931, og var fra 1933 heltids SS-leder. I april 1943 blev han udnævnt til kommandant for SS-Hovedsektor Sydvest, og senior SS- og politileder i Württemberg, Baden og Alsace. Han var også kommandant for krigsfanger i Forsvarssektor V (sydøst). Under retssagen mod SS’ hovedkontor for race og befolkningsvandring blev han idømt 25 års fængsel for forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Han fik amnesti i 1954, og blev løsladt fra fængslet i Landsberg. Derefter funktionær i privat virksomhed i Württemberg.

Klopfers rolle i ”den endelige løsning” udviklede sig fra hans centrale position i partisekretariatet. Han var en af de mest indflydelsesrige og bedst informerede bureaukrater i det nazistiske regime. Da han var både leder af den forfatningsretslige sektion III i det nazistiske partisekretariat, og stedfortræder for Martin Bormann, var han ansvarlig for spørgsmål i forbindelse med ”race- og nationalkarakter”, økonomisk politik, samarbejde med sikkerhedsapparatet (RSHA), og grundlæggende retningslinier for okkupationspolitikken. I november 1942 deltog han som statssekretær i indskrænkningen af rettigheder for jøder i ”blandede ægteskaber”.

Født i Schreibersdorf (Schlesien), søn af en landmand. Studentereksamen 1923. Studerede jura og økonomi i Jena og Breslau. Han tog doktorgraden i jura i 1927. Distriksdommer i Düsseldorf 1931. Medlem af nazipartiet (NSDAP) og stormtropperne (SA) i april 1933. I slutningen af 1933 blev han konsulent i det prøjsiske landbrugsministerium, og i 1934 i det hemmelige statspoliti. I april 1935 blev han medlem af staben hos ”Førerens stedfortræder”, Rudolf Hess, og samme år medlem af SS. Som kontorchef (Ministerialrat) arbejdede han 1938 med ekspropriering af jødisk ejendom. Flygtede fra Berlin i april 1945, og efterfølgende interneret. Efter sin løsladelse fra fængslet i 1949 blev han af den øverste klageinstans i Nürnberg erklæret som ”kun i mindre omfang belastet” (Minderbelastet). I 1952 skattesagkyndig. I 1956, advokat i Ulm. En undersøgelse ved anklagemyndigheden i Ulm på grund af hans deltagelse i Wannsee konferencen blev indstillet 1962.

Kritzinger indtog den næsthøjeste position i Rigskancelliet efter chefen, Lammers. Han vidste derfor alt om de anti-jødiske forholdsregler, og beskæftigede sig i sin kapacitet som embedsmand i Rigskancelliet i udstrakt grad med ”jødiske problemer”. Således medvirkede han i 1939/40 ved udarbejdelsen af lovgivning mod ”folkeskadelige” (Volksschädlinge), og også ved udkastet til paragraf 11 i Rigsborgerskabsloven, på basis af hvilken de tyske jøder blev frataget deres ejendom før deres deportation. Som statssekretær beskæftigede han sig 1942/43 med udkast til lovgivning, der var beregnet til at indskrænke jøders appelmuligheder ved domstolene. Adspurgt i retten efter 1945 indrømmede Kritzinger at have været til stede ved Wannsee konferencen, og anerkendte mødets kriminelle natur.

Født som søn af en præst i Grünfier (Netze distriktet). Studentereksamen afsluttet 1908. Jurastudium. Kæmpede ved fronten 1914-18, blev reserveløjtnant. I 1921 eksamen som retsassesor. Derefter arbejdede han som assistent i justitsministeriet. I 1925/26 seniorrådgiver (Landgerichtsrat) i det prøjsiske handelsministerium, og 1926 tilbage til justitsministeriet. Medlem af nazipartiet 1. januar 1938. Overført til Rigskancelliet i februar 1938, hvor han tjente som direktør for sektion B med rang af Departementschef (Ministerialdirektor). I begyndelsen af 1942 udnævnt til vicedepartementschef (Unterstaatssekretär), og ved slutningen af samme år til departementschef. Flygtede fra Berlin i 1945, og blev maj 1945 departementschef i Dönitz’ regering i Flensburg. Efterfølgende interneret i Bruchsal, løsladt april 1946, men arresteret igen i december. Blev fundet uegnet til fortsat fængsling af helbredsårsager.

Gennem temmelig lang tid tilhørte Lange det mellemlag af embedsmænd ved det hemmelige statspoliti, der gjorde terrorapparatets funktion mulig. Da de ”særlige enheder” (Einsatzgruppen) under sikkerhedspolitiet blev opstillet for at myrde jøder i Sovjetunionen, blev Lange også inddraget. Som stabschef i sin enhed, Einsatzgruppe A, der bevægede sig bag den tyske hær i de baltiske lande, ledede han også i en periode ”Sonderkommando 2”, som per december 1941 havde myrdet omkring 60.000 lettiske jøder, såvel som jøder fra andre lande, der var blevet deporteret til Letland. Lange ledede personligt drabsoperationer uden for Riga. På Wannsee konferencen var han den ”erfarne praktiker” i massehenrettelser.

Født i Weisswasser, søn af en banearbejderformand. Jurastudie. Medlem af det hemmelige politi i Halle 1933, og Dr. Jur. fra universitetet i Jena. Medlem af nazipartiet (NSDAP) og SS i 1937. Med Gestapo i Wien 1938 og Stuttgart 1939. I 1940 ledede han Gestapo i Weimar og Erfurt, og i september 1940 blev han stedfortrædende for chefen for det hemmelige statspoliti i Berlin. I december 1941 kommandant for sikkerhedspolitiet og sikkerhedstjenesten i Letland, og fra januar 1945 kommandant for sikkerhedspolitiet og sikkerhedstjenesten i Warte-regionen (Warthegau). Lange begik selvmord i Poznan i februar 1945.