De deltagere i Wannsee konferencen

Fra 1941 til 1943 ledede Leibbrandt departementerne, der var ansvarlige for generelle politikker, Ukraine, de besatte østområder (Ostland), Kaukasus, Rusland, og presse- og kulturpolitik. I kraft af sin stilling var han dybt involveret i folkedrabet på jøderne. Så tidligt som i oktober, 1941, deltog Leibbrandt i et møde med Heydrich, hvor inklusionen af alle jøder i drabsprogrammet blev diskuteret. To dage efter Wannsee konferencen inviterede han til et officielt møde, hvor definitionen af begrebet ”jøde” i forbindelse med østområderne skulle diskuteres.

Født i Hoffnungsthal nær Odessa. Gymnasium i Dorpat og Odessa. Flygtede til Berlin efter revolutionen. Fra 1920 studier i teologi, filosofi og nationaløkonomi i Tübingen og Leipzig. Studierejser til Paris, London, Sovjetunionen og USA.  PhD i 1927. Medlem af nazipartiet (NSDAP) i 1933. Chef for ”Sektion Øst” (Ostabteilung) i nazipartiets kontor for udenrigspolitik. Derefter ansvarlig for antikommunistisk og antisovjetisk propaganda. I 1938 assessor (Beisitzer) ved folkedomstolen (Volksgerichtshof). I juli 1941 direktør for hoveddepartement nr. 1 (Politik) i Rigsministeriet for de besatte østområder. I sommeren 1943 meldte han sig til tjeneste i flåden. Interneret i 1945, løsladt 1949. En forundersøgelse ved distriktsdomstolen i Nürnberg-Fürth, indledt januar 1950, blev afbrudt i august samme år.

Fra 1940 til 1943 var Luther chef for departement D (Deutschland, dvs. interne affærer) og som sådan ansvarlig for forbindelsen til Himmler og Rigssikkerhedskontoret (RSHA). Han var samtidig chef for sektion D III (”Jødespørgsmål, racepolitik og kanalisering af information om vigtige indenrigske udviklinger til udenlandske repræsentationer”). Via sit tætte samarbejde med RSHA og især med Adolf Eichmanns kontor, gjorde Luther sin sektion D til et af de administrative organer, der var involveret i ”den endelige løsning”. I det lange løb udmøntede udenrigsministeriets indsats i folkemordet sig frem for alt som diplomatiske forberedelser og beskyttelse af deportationerne fra besatte og venligtsindede lande. Ved Wannsee konferencen anbefalede Luther, at man til at begynde med afstod fra deportationer fra de nordiske lande på grund af det ringe antal jøder der, og for ikke at anstifte uro; istedet skulle man først koncentrere sig om Europas syd-østlige og vestlige dele.

Født i Berlin. Ingen studentereksamen. Krigsfrivillig 1914, og løjtnant 1918. Arbejdede derefter som shipping-agent i møbelbranchen. Medlem af nazipartiet (NSDAP) i marts 1932. I 1933/34 chef for det økonomiske rådgivningscenter for NSDAP, Berlin. I 1936 leder for partiets rådgivningscenter under chefen for nazipartiets udenrigspolitiske kontor, Joachim von Ribbentrop. Da denne blev udnævnt til udenrigsminister i 1938, blev Luther chef for ”nazipartiets særlige sektion” i udenrigsministeriet. I 1941 blev han udnævnt til udenrigsråd (Ministerialdirektor), skønt hans officielle rang var vicedepartementschef (Unterstaatssekretär). På grund af hans forsøg på at vælte Ribbentrop blev han afskediget i februar 1943, og indsat som ”privilligeret fange i beskyttelsesarrest” i koncentrationslejren Sachsenhausen. Befriet af den Røde Hær, men død en måned senere i Berlin.

Fra sommeren 1941 til november 1942 var Meyer, som stedfortræder for minister Alfred Rosenberg, ansvarlig for de tre hoveddepartementer for politik, administration og økonomi. I denne stilling deltog han i udnyttelsen og udplyndringen af de besatte områder i Sovjetunionen, og i undertrykkelsen og udryddelsen af indbyggerne, især den jødiske befolkning. Meyer blev inviteret til Wannsee konferencen på grund af at de ”særlige enheders” (Einsatzgruppen) folkedrab på jøderne allerede var igang i den region, hans ministerium administrerede. Meyer foreslog på Wannsee, at ”visse forberedende forholdsregler” altid skulle tages lokalt, for ikke at forårsage uro blandt lokalbefolkningerne. I juli 1942 foreslog han, at underkaste folk af ”blandingsblod” (Mischlinge) i Sovjetunionen samme behandling som jøder.

Født i Göttingen i en protestantisk familie, søn af en regeringsembedsmand og bygningsadministrator. Studentereksamen 1911. Kadet 1912, kompagnichef 1914, derefter bataljonschef. Krigsfange i Frankrig 1917. Hjemsendt som Kaptajn 1920. Handelsansat og studier i jura, statskundskab og politisk økonomi. PhD i statskundskab 1922. Fra 1923 til 1930 juridisk rådgiver for et mineselskab i Gelsenkirchen. Medlem af nazipartiet (NSDAP) 1928, og lokal partichef (Ortsgruppenleiter). Parti distriktsleder i Emscher-Lippe 1929/30, medlem af Rigsdagen 1930, og partigauleiter i Nord-Westphalen. Udnævnt til stedfortrædende guvernør (Reichsstatthalter) i Lippe og Schaumburg-Lippe i maj 1933, og i 1936 chef for regeringen i Lippe. I 1938 blev Meyer guvernør (Oberpräsident) i provinsen Westphalen, og generalløjtnant i stormtropperne (SA). Fra november 1942 var han Rigforsvarskommissær i Nord-Westphalen. Selvmord i maj 1945.

Som chef for det hemmelige politi (Gestapo) deltog Müller i næsten alle forbrydelser som blev planlagt, forberedt og organiseret i Hovedkontoret for Rigets Sikkerhed (Reichssicherheitshauptamt – RSHA), og mest bemærkelsesværdigt i folkedrabet på de europæiske jøder. Fra tidligt september 1939 udsendte han direktiver om ”særbehandling” (Sonderbehandlung, altså mord) af politiske modstandere. Den såkaldte ”jødiske afdeling” (Judenreferat) under Eichmann var ligeledes under Müllers ansvar. Han var informeret om folkedrabet på de sovjetiske jøder i mindste dataljer. Efter Heydrichs instruktioner formulerede Müller ordrer til de særlige drabsenheder (Einsatzgruppen) og var ansvarlig for de situationsrapporter (Ereignismeldungen) som opsummerede de detaljerede rapporter fra Einsatzgrupperne. Müller var således en at de mest indflydelsesrige aktører bag scenen i det nazistiske regime.

Født i München i en katolsk familie. Faderen var politimand. Studentereksamen, derefter uddannet som flymekaniker. Meldte sig frivilligt til militæret i 1917, og hjemsendt som korporal, 1919. Derefter ansat ved politihovedkvarteret i München. I 1929 sekretær ved det politiske politi i München, hvor han bekæmpede kommunistiske organisationer. Medlem af SS 1934, og overført til det hemmelige statspoliti i Berlin samme år. I 1936 stedfortrædende chef for sektionen for politisk politi under sikkerhedspolitiets hovedkontor. Medlem af nazipartiet (NSDAP) 1938.  I 1939 chef for Rigets centralkontor for jødisk emmigration, og fra oktober 1939 chef for department IV (Gestapo) under RSHA, med rang af SS-Gruppenführer (ingen tilsvarende dansk rang; mellem oberst og brigadegeneral) og generalmajor i politiet. Sporløst forsvundet siden maj 1945.

Så tidligt som november 1938 deltog Neumann i et møde, indkaldt af Göring, for at diskutere ”arianiseringen af økonomien”, såvel som den særlige identifikation og isolation af jøderne. Ved Wannsee konferencen repræsenterede han økonomi-, arbejds-, finans-, fødevare-, transport- og rustningsministerierne. Som Görings statssekretær varetog han interesserne for det administrative kontor for krigsøkonomien, og støttede stærkt tanken om at udskyde deportationen af jødiske arbejdere i de krigsvigtige firmaer.

Født i Forst (Niederlausitz) i en protestantisk familie. Søn af en fabriksejer. Efter studentereksamen studerede han jura og nationaløkonomi i Freiburg, Leipzig og Halle. Krigstjeneste 1914-17, senest som premierløjtnant. 1920 embedsmand (Regierungsassessor) i det prøjsiske indenrigsministerium, derefter i distriktskontoret i Essen. Seniorrådgiver (Regierungsrat) i det prøjsiske handelsministerium 1923.  Distriktsleder (Landrat) i Freystadt 1927/28, siden kontorchef (Ministerialrat), igen i det prøjsiske handelsministerium.

I september 1932 departementschef (Ministerialdirektor) i det prøjsiske statsministerium, med ansvar for administrative reformer. Medlem af nazipartiet (NSDAP) i maj, 1933, og af SS, august 1934. Tjente i det prøjsiske statsministerium frem til udgangen af 1935, og i oktober, 1936, i kontoret for den befuldmægtigede for fire-års-planen, Hermann Göring. Udnævnt til departementschef (Staatssekretär) i sommeren 1938, og fra 1941 næstformand i bestyrelsen for et benzinselskab, der havde koncessionen på udvindelsen af oliereserverrne i de besatte områder af Sovjetunionen. Fra tidligt 1942 direktør for det tyske kalium syndikat a/s. Interneret 1945, løsladt fra fænglet tidligt 1948 af helbredsårsager.

Som øverstbefalende for sikkerhedspolitiet og sikkerhedstjenesten i hele det af Tyskland erobrede østlige Polen (Generalgouvernementet), deltog Schöngarth i alle former for undertrykkelse og udryddelse af de polske og jødiske befolkninger i det besatte Polen. Efter angrebet på Sovjetunionen opstillede han en ”særlig enhed” i Østgalizien, som mellem juli og september skød 4000 jødiske mænd i grænseområdet til Polen. På Wannsee konferencen var han, sammen med Lange, en ”erfaren praktiker” i massehenrettelser.

Født i Leipzig, søn af en bygningsarbejderformand. Studentereksamen. 1920 medlem af et frikorps. Medlem af Nazipartiet (NSDAP) og stormtropperne (SA) 1922. Bankfunktionær 1922-1924. I 1924 begyndte han at studere jura og statskundskab i Leipzig, og i 1929 tog han Dr. jur. eksamen. Fra 1932 arbejdede han som advokat ved de regionale retter i Magdeburg, Erfurt og Torgau. Medlem af SS 1933. I november 1933 begyndte han at arbejde for Rigspostforvaltningen i Erfurt, og fra 1935 i pressesektionen i det hemmelige statspoliti. I foråret 1936 ledede han det hemmelige statspolitis kontorer i Dortmund, Bielefeld og Münster. I 1939 senior forvaltningsrådgiver og oberstløjtnant i SS. I maj 1944 øverstbefalende for sikkerhedspolitiet og sikkerhedstjenesten i det besatte Holland. I februar 1946 dømte en britisk domstol ham til døden, og lod ham henrette for at have beordret en krigsfange skudt.

I indenrigsministeriet, med dets underafdelinger for ”forfatning, lovgivning, administration”, deltog Stuckart fra 1935 i arbejdet med at lave udkast til love og dekreter rettet mod jøder, der levede i Tyskland, især ”Rigsborgerskabsloven” og ”loven om beskyttelse af tysk blod og tysk ære” (Nurnberglovene). I 1940 deltog han i forberedelserne til at berøve jøderne deres tyske statsborgerskab. I 1941 udarbejdede han et forslag, der skulle føre til, at jøder i Tyskland skulle bære særlige kendetegn. Ved Wannsee konferencen foreslog Stuckart tvangssterilisation af personer af ”blandingsrace” (Mischlinge). Og i april 1943 ledede han en konference for departementschefer om ”politistraffe til jøder skyldige i kriminelle gerninger” (13. tilføjelse til Rigsborgerskabslovene).

Født i Wiesbaden, søn af en jernbanefunktionær. Kristen opdragelse. Studentereksamen. Frikorpskæmper 1919. Fra 1922 jurastudier i München og Frankfurt/Main Medlem af nazipartiet 1922. Dr. jur. i 1928. Fra 1930 dommer ved en distriktsdomstol. Fra 1932 til marts 1933 advokat og juridisk rådgiver for stormtropperne (SA) i Pommern. I juni 1933 departementschef i det prøjsiske forskningsministerium. Departementschef i indenrigsministeriet i 1935. Medlem af SS i 1936. SS-generalløjtnant (SS-Obergruppenführer) i 1944. Interneret 1945 som indenrigsminister i Dönitz-regeringen i Flensburg. I ”Wilhelmstrassen-processen” i maj 1945 blev han idømt tre år og ti måneders fængsel, som imidlertid blev betragtet som afsiddet qva hans ophold i undersøgelsesarrest. En afnazificeringsdomstol kendte ham ”medløber” (Mitläufer) i 1950, og idømte ham i 1952 en bøde på 50.000 DM. Han døde i et trafikuheld i november, 1953.